Psykopater

Har du haft en psykopat inde på livet?

Hvis ikke, er det ret sandsynligt, at du møder en psykopat på et eller andet tidspunkt i dit liv. Og det vil sikkert være et møde, du aldrig glemmer.

Psykopater har det nemlig med at efterlade ar i sjælen på deres omgivelser. Dybe ar som det kan tage mange år at heale. I nogen tilfælde vil såret være så stort og så dybt, at det aldrig rigtig forsvinder.

Men hvad er det egentlig, der kendetegner psykopater? Hvordan påvirker psykopater dig? Hvordan kommer du videre, hvis du har mødt en psykopat? Det er nogle af de spørgsmål, jeg besvarer i denne blog. Hvis du har lyst, så læs med og bliv klogere på psykopater.

Hvad kendetegner psykopater?

En psykopat er en charmerende tyran. Udadtil er de præsentable, charmerende, veltalende, overbevisende og selvsikre. De er spændende at snakke med. De er interessante. De går pænt klædt, de dufter dejligt og de ser godt ud. De er helt igennem charmerende – på overfladen.

Psykopater er eksperter i at iscenesætte sig selv. De har talent for at fortælle dig lige præcis, det du gerne vil høre. Når du møder dem, vil de hurtigt charmere sig adgang til dit indre med rosende ord, opmærksomhed og anerkendelse. Det er næsten umuligt ikke at falde for dem.

Men under overfladen gemmer psykopaten på en følelse af mindreværd. De føler sig underlegne, de er usikre, de tvivler på sig selv og de har et dårligt selvværd. Deres indre kommer dog aldrig til udtryk. Hele livet vil de forsøge at skjule den sandhed, der findes i deres indre.

Psykopater har ondt. De føler sig uelsket og svigtet af livet. De føler, at livet er imod dem. Psykopater er ikke onde mennesker, med de har ondt, og derfor gør de deres medmennesker ondt. Alt den elendighed der findes inden i psykopaten, kaster de over på deres omgivelser i ren afmagt. Det foregår ubevidst, og psykopaten er ikke selv klar over, at det sker. For selv at overleve overfører psykopaten alt sin dårligdom til andre mennesker. Derfor er det uundgåeligt, at omgivelserne kommer til at lide.

Psykopater har svært ved at elske andre mennesker, ligesom de ikke elsker ikke sig selv. Derfor er det umuligt at skabe en ægte kærlig relation til en psykopat. Psykopater oplever ikke kærlighed, og de bruger udelukkende mennesker som brikker i deres psykiske spil. Psykopater er dybt afhængige af deres medmennesker, fordi omgivelserne modtager alt den elendighed, som psykopaten bærer rundt på. Derfor kan psykopater ikke overleve uden mennesker, de kan manipulere, og de vil bruge dig i deres psykiske spil uanset hvilken relation i har.

Følelsen af mindreværd og følelsen af at være underlegen er psykopatens værste fjende, og de vil gøre alt for at få denne ubehagelige følelse til at forsvinde. Følelsen af mindreværd forsvinder for en stund, når psykopaten kan få et andet menneske til at føle sig værdiløs og uden betydning. Når andre føler mindreværd, vil psykopaten føle sig overlegen og værdifuld. Jo mere psykopaten kan få dig til at lide og føle, at du ikke noget værd, desto federe er det for psykopaten. Følelsen af at være betydningsfuld og overlegen er det, der driver psykopaten. Og de gør alt for at skabe følelsen af overlegenhed, uanset omkostninger og uanset hvor meget de ødelægger deres omgivelser.

Noget af det, der kendetegner psykopater er at de:

  • Manipulerer
  • Overfører skyld
  • Fordrejer sandheden
  • Dominerer
  • Mangler empati
  • Har svært ved at indgå relationer
  • Ikke er i kontakt med deres følelser
  • Mangler forståelse for andre mennesker
  • Mangler respekt for andres grænser
  • Skaber splittelse og alliancer
  • Mangler samvittighed
  • Er fokuseret på at opfylde egne behov

MEN psykopater kan ikke se sig selv. Psykopater kan ikke se sig selv og deres handlinger. De kan ikke se den effekt, de har på deres omgivelser. Så alt det der kendetegner psykopater, er kun tydeligt for deres omgivelser.

Hvis du forsøger at konfrontere en psykopat med deres adfærd, vil du opleve, at bliver ubehagelige og går i forsvar. De vil give dig skylden og give dig følelsen af, at det er dig, der er noget galt med. Det skyldes udelukkende, at de ikke kan se sig selv og deres handlinger. Derfor kan du aldrig få en psykopat til at sige undskyld eller ændre adfærd.

Hvad gør psykopater ved dig?

Alt det dårlige psykopaten bærer rundt på, projicerer de over på dig. De kaster alle deres elendighed over på deres omgivelser, og derfor har det store fysiske og mentale omkostninger at omgås en psykopat.

Det er uundgåeligt, at du får du det fysisk dårligt, når du er sammen med en psykopat. Du bliver drænet, og du vil sikkert opleve, at du bliver træt og energiforladt. Det er ikke tilfældigt.

Psykopater er energislugere, der suger alt lys og energi ud af deres omgivelser. Derfor vil du føle dig tappet for energi og fuldstændig drænet i deres selskab.

Psykopater udsletter deres omgivelser, og i selskab med en psykopat kan det være svært at tænke klart. Du vil opleve, at det er svært fokusere, og din hjerne kan føles som “grød”. Du vil sikkert føle, at du pludselig er omdannet til en geléklump, der hverken kan tænke eller handle.

Du kan ikke tænke klart, og du har ikke energi eller overskud til at handle. Uanset hvor stærk og powerfuld du er, inden du møder en psykopat, så vil de have den effekt på dig, at du bliver som en geleklump, der hverken kan tænke eller handle. På den måde sikrer de sig, at du ikke kan gøre modstand. Men det er ikke den største skade, de forvolder.

Ved deres manipulerende adfærd nedbryder de dig som menneske. De ødelægger dit selvværd og din tro på dig selv. De slukker dit indre lys og nedbryder alt hvad, der er dig.

Det er umuligt at bevare sig selv som menneske i selskab med en psykopat. Det kan bare ikke lade sig gøre. De suger alt liv ud af dig. De dræner dig for energi. De slukker dit indre lys, og de fjerner din tro på dig selv.

Når du er nedbrudt, begynder psykopaten at hjernevaske dig. Psykopaten får dig til at tvivle, og du vil være gennemsyret af tvivl, når du er sammen med en psykopat. Du tvivler på alt. Du tvivler på hvad du mener, føler, synes, tænker og oplever. Du tvivler på, hvad der er rigtigt og forkert, og du tvivler på dig selv.

Du begynder lige så stille og tro på, at det er dig, der noget galt med. Du begynder at tro på, at du er et dårligt menneske, der ikke fortjener noget godt. Og du begynder at tro på, at det er psykopaten, der er det gode menneske.

Når du tvivler, begynder psykopaten at fortælle dig, hvad du skal føle, mene, gøre og synes. Psykopaten har svaret på alt, og du selv er i tvivl om alting. På alle måder er du blevet afhængig af psykopaten, der vil styre dig som en marionetdukke. Psykopaten styrer dig på alle tænkelige måder.

Psykopaten har det også med at isolere deres ofre. Stille og roligt fjerner psykopaten dig fra alt det, du godt kan lide og fra alle de mennesker, der betyder noget for dig. Psykopaten fortæller dig, at det er det bedste for dig, og du tror på det.

Efterhånden er der intet af dig tilbage. Du findes ikke mere. Du er kun en tom skal. En skygge af dig selv. Du findes ikke. Du er udslettet. Væk.

Hvordan kommer du videre?

minrejse

Du kan kun få det godt igen, når du skaber afstand til psykopaten. Det kan ikke lade sig gøre at være i balance, når man er tæt på en psykopat. Sådan er det bare.

Du kan sagtens komme tilbage til dig selv og blive det menneske, du var inden psykopaten satte sine kløer i dig.

Men det kræver rigtig meget mod, styrke, energi og et godt selvværd at vriste sig ud af det edderkoppespind, psykopaten har fanget dig i. Og det er pudsigt nok lige præcis alt det psykopaten har taget fra dig.

Dit første og vigtigste skridt på vejen tilbage til dig er, at du skal turde lytte til dig selv og det, din krop fortæller dig. Du skal vide, at dine følelser er din sandhed.

Du skal stole på det, dine følelser fortæller dig. Du skal have styrken og modet til at handle på det, du mærker i din krop. For din krop vil aldrig være i tvivl.

Din krop er så utrolig intelligent, og i din krop findes alt det, du har oplevet – også alt det som dit hoved har fortrængt. Derfor har du alle svar indeni dig, det kræver blot, at du stopper op og lytter til det, din krop fortæller dig.

Alt hvad du har brug for, findes indeni dig.

Når du stopper op og lytter til din krop, vil du måske også mærke, at der gemmer sig fysiske reaktioner i din krop. Det er ikke ualmindeligt, at din krop reagerer fysisk, når du har været udsat for psykiske overgreb. Det kan være du begynder at ryste, få ondt i hoved eller mave og måske føler du, at du ikke kan trække vejret. De fysiske reaktioner kan opstå, når du møder psykopaten, eller hvis du bliver mindet om psykopaten. Det er helt naturligt, og det er udelukkende kroppen, der vil minde dig om, at du har været udsat for et overgreb.

Se kroppen som en ven, der kærligt vil minde dig om, at du skal huske at passe på dig selv. Lad være med at lukke følelserne nede. Sig tak og tag imod det, din krop forsøger at fortælle dig. Jo mere du kan tage imod det din krop fortæller dig, desto hurtigere vil du heale de sår, du bærer rundt på.

Vid at vejen tilbage til dig selv er lang. Du kommer ikke tilbage til dit gamle jeg i løbet af et par dage. Det bedste du kan gøre for dig selv er at være tålmodig, og minde dig selv om, at du er på rette vej.

Hold fast i at du er værdifuld, unik, elskelig og noget helt særlig. Det du har oplevet, siger rigtig meget om psykopaten, og ikke så meget om dig. Det er ikke dig, der noget galt med. Du er sikkert et menneske med et stort hjerte, en stor portion empati, medmenneskelighed og næstekærlighed. Og det skal du holde fast i. Giv dig selv omsorg og kærlighed hver dag. Du har fortjent det, og du har brug for det.

Tusind tak fordi du læste med. Jeg håber, at du er blevet klogere. Og det er min bøn, at du nu ved, at det ikke er dig, der er noget galt med. Du er værdifuld og unik, og det må du aldrig tvivle på.

De kærligste hilsner
Sarah