Det her er min historie

En sommerdag i juni 2017 får jeg en sms fra min mor. Hun skriver koldt og kynisk, at hun ikke længere ønsker at have en relation til mig. Hun ønsker ikke længere at være en del af mit liv eller at have kontakt med mig. Hendes kolde ord og ondskabsfulde ord står sort på hvidt, og de er ikke til at tage fejl af. Som for at understrege, at hun ikke længere er min mor, har hun underskrevet beskeden med sit navn. 

Hendes besked slår mig så hårdt, at jeg vælter omkuld. Jeg falder om på gulvet af smerte. Hendes ord efterlader mig med et blødende hjerte og en ødelagt sjæl. Hele min krop ryster, og jeg græder, som jeg aldrig har grædt. Jeg er forslået, og hele min krop skriger af smerte. Jeg er i chok, og jeg kan ikke begribe det, der er sket. Det gør så ondt, og det er så voldsomt, at jeg ikke har lyst til at leve mere. Jeg kan ikke mere. Det, jeg er blevet udsat for, er så voldsomt, at jeg ikke selv kan bære det, og instinktivt beder jeg Gud om styrke til at bære den smerte og sorg, der vælter ind over mig.

Det her er min historie om den dag, hvor min mor kasserer mig, som var jeg et stykke skrald. Det er også historien om den svære relation, jeg altid har haft til min mor. Endelig er det historien om, hvordan jeg fandt styrken til at overleve det værste stormvejr i mit liv. 

Jeg står frem med min historie for at hjælpe mig selv, men også for at hjælpe dig, der, ligesom jeg, har en svær mor-relation. Jeg håber, at min historie kan hjælpe og inspirere dig.   

Tusind tak fordi du har lyst til at læse med. Rigtig god fornøjelse.

Sorg

Det er først nu – 2,5 år efter bruddet – at jeg er klar til at tale højt om mine oplevelser. De første mange måneder efter min mors brud var jeg fuldstændig ødelagt af sorg og smerte. Jeg var traumatiseret, chokeret og dybt ulykkelig. Sorgen og smerten var så stor og tung, at den næsten var umulig for mig at bære. Jeg var i dyb sorg. Sorg over at have mistet min mor, og sorg over måden min mor valgte at forlade mig på. 

Beskyttet min mor

Jeg har altid beskyttet min mor ved at fortie alle de svigt og overgreb, hun har udsat mig for. Jeg har været tavs, og jeg har altid båret sorgen og smerten alene. Det har jeg gjort, fordi jeg som alle andre børn har følt en dyb loyalitet overfor min mor, og fordi min mor har manipuleret mig til tavshed. Derfor er det virkelig svært pludselig at skulle stå frem med min sandhed. Det føles svært og uvant ikke længere at beskytte min mor, og at være tro imod mig selv.  

Jeg træder ud i lyset

Jeg føler, at jeg svigter min mor ved at tale højt om det, jeg har på hjertet. Men mit alternativ er, at jeg svigter mig selv ved at fortie den sandhed, jeg så inderligt har brug for at sætte ord på. Jeg har et brændende behov for at sætte ord på min virkelighed. Jeg har brug for at træde ud af det mørke, jeg har befundet mig i de sidste år, hvor jeg har gemt mig i mørket sammen med sorgen, skylden og skammen. Jeg har brug for at træde ud i lyset, fordi det er min eneste mulighed for at heale den sorg, jeg bærer på.

Jeg har tilgivet min mor

Jeg har tilgivet min mor. Ikke fordi hun har sagt undskyld, eller fordi hun har forholdt sig til den smerte, hun har påført mig.

Jeg har tilgivet min mor, fordi tilgivelse er den eneste vej til fred, og jeg har brug for at føle fred. 

Jeg har tilgivet, men jeg glemmer aldrig. Det, min mor gjorde imod mig, var så voldsomt, at jeg hverken kan eller vil glemme det.

Jeg skriver ikke for at dømme. Jeg er ikke vred, og jeg bærer ikke nag. Jeg hader ikke, og jeg ønsker ikke at tale dårligt om min mor. Jeg har udelukkende et brændende ønske om at fortælle min historie, sådan som jeg oplevede den. Jeg har brug for, at min sandhed kommer frem i lyset.

Tvivl

En del af mig er stadigvæk i tvivl, om jeg har ret til at bruge min stemme og tale højt om mine oplevelser. Tvivlen sidder så dybt i mig, at jeg skal bruge rigtig meget mod og styrke for at stå frem med min sandhed. Faktisk kræver det meget mere mod og styrke, end jeg har, men jeg er nødt til at være modig og stærk, ellers vil mine oplevelser for altid være skjult i mørket.

Ikke lyst til at leve mere

Den sommerdag i juni 2017 går mit liv i stå. Min verden bryder sammen, og min mors ord får mig til at knække fuldstændig sammen af smerte og sorg. Hendes ord slår mig så hårdt, at jeg vælter omkuld. Hendes ord efterlader mig grædende på gulvet. Jeg ligger i fosterstilling og kan næsten ikke trække vejret. Jeg hulker og ryster af smerte. På et øjeblik har min mor sprængt min sjæl til atomer, og mit hjerte bløder mere end nogensinde. Min krop og sjæl er fuldstændig i chok, og alting går i stå. Det, min mor har udsat mig for, er så smertefuldt og ondskabsfuldt, at jeg ikke har lyst til at leve mere. Jeg har lyst til at opgive mig selv og alt det, jeg tror på. Jeg kan ikke mere, og jeg vil ikke mere. 

Min mor har ofte knækket mig med sine ord og handlinger, men det her er mere, end jeg nogensinde har oplevet. Det, hun har gjort, er så modbydeligt og ondskabsfuldt. Det føles næsten som om, at hun har gjort lige præcis det, der ville såre mig allermest. Min mor kender mig bedre end nogen anden, og hun ved præcis, hvad hun skal gøre for at knække mig, og det føles som om, at hun har gjort lige præcis det, der skulle til for at ødelægge mig mest muligt. Det gør så ondt i mig, at jeg føler, at jeg ikke kan leve mere.

Jeg føler mig svigtet, misbrugt, udnyttet og forrådt. Jeg er traumatiseret og ødelagt, og jeg tvivler på, at jeg nogensinde kan blive et helt menneske igen.

Dårligt menneske

Med sit overgreb har min mor givet mig en følelse af, at jeg er et dårligt  menneske. At jeg er et menneske uden værdi og uden betydning. At jeg er værdiløs, og jeg er sådan en man bare kasserer, når man ikke kan bruge mig mere. Som ved et trylleslag har hun taget min tro og mit selvværd fra mig, og hun har skabt en dyb tvivl om mig selv og mit eget værd.

Som en kniv i ryggen

Min mors brud føles som en kniv i ryggen, og det kommer fuldstændig bag på mig. To dage inden hun kasserer mig, mødes vi til en kop kaffe. I lang tid havde det været svært imellem os, og på mit initiativ mødes vi til en snak om, hvordan vi kan få det bedre sammen. Mit budskab til min mor er klart. Jeg ønsker ikke noget andet end at have hende i mit liv, og det siger jeg til hende flere gange. Jeg kigger hende i øjnene og fortæller hende, at det betyder rigtig meget for mig og mine to børn (hendes børnebørn), at hun har en plads i vores liv. Jeg siger til hende, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for, at vi kan have en relation og omgås.

Min kærlighed til min mor er så stor, at jeg ikke kan forestille mig et liv uden hende. 

Inden vi skilles, kigger vi hinanden i øjnene og aftaler, at vi begge to vil gøre, hvad vi kan for at få en kærlig relation. Vi giver hinanden et kram og siger farvel. Jeg er glad og lettet, da jeg går hjem, fordi jeg igen tror på, at min mor kan have en plads i mit liv. Det er sidste gang, jeg ser min mor. 

Jeg føler mig dum

Min mor fik mig til at stole på hende igen. Endnu engang har jeg lukket hende ind i mit hjerte, og det gør mig sårbar. På grund af min sårbarhed slår hendes slag ekstra hårdt. Det føles som en knockout, der sender mig i gulvet. I det øjeblik hader jeg mig selv for at have lukket min mor ind i mit hjerte igen. Jeg føler mig så dum. Min mor har misbrugt min tillid før, men det her er uden sammenligning, og jeg kan ikke forstå, at en mor kan opføre sig på den måde. Hvordan kan en mor forlade sit eget barn på den måde? 

Var det hele bare en løgn?

Imens jeg ligger i smerte på gulvet, tænker jeg tilbage på vores sidste møde. Hvordan kan hun mødes med mig, se mig i øjnene og sige, at hun gerne vil mig, og så bryde kontakten med mig to dage efter? Vidste hun allerede der, at hun ville bryde kontakten med mig? Var det hele bare en løgn? Pludselig virker vores møde så falskt og uægte.

Selv om det gør forbandet ondt, må jeg erkende, at min mor ikke behandler mig med den samme kærlighed, som jeg altid har behandlet hende med. 

Fik min mor mig til at tro på hende igen, bare fordi hun ønskede at slå mig så hårdt som muligt? Tanken er så ondskabsfuld, at jeg næsten ikke kan holde ud at tænke den til ende. Ikke desto mindre føles det præcis, som det hun har gjort. At hun har gjort det, der skulle til for at ødelægge mig og traumatisere mig mest muligt.

Min mor giver mig skylden

Tre måneder efter bruddet læser jeg min mors besked igen, og pludselig ser jeg, at hun også giver mig skylden for det, hun gør. Den sommerdag i juni, hvor jeg modtager hendes besked, ser jeg kun, at hun bryder kontakten med mig. Det er det eneste, jeg kan rumme og opfatte på det tidspunkt. Det, at hun kasserer mig, er så voldsomt, at min krop ikke kan rumme mere. Men da jeg efter tre måneder læser hendes besked igen, går det op for mig, at min mor også giver mig skylden for det, hun gør. Hun skriver, at hun bryder kontakten med mig på grund af mine følelser. Jeg kan ikke tro det!

Jeg kan ikke begribe, at min mor kasserer mig og samtidig giver mig og mine følelser skylden. Det er så gennemført modbydeligt.

Hendes mørke og giftige skyld er så ekstrem, at jeg knækker sammen. Igen bliver jeg slået omkuld af min mors slag, der kommer med sådan en kraft, at jeg mister fodfæstet. Igen mærker jeg følelsen af ikke at ville leve mere. Den skyld min mor kaster over på mig stjæler mit håb, min tro, min livsglæde og lysten til at være mig. Endnu engang har min mor ødelagt mig så meget, at jeg har lyst til at opgive mig selv og alt, hvad der er mig. 

Det er ikke første gang min mor kaster skylden over på mig. Lige så længe jeg kan huske, har min mor givet mig skylden. Min mor har brugt skyld som redskab til at fralægge sig ansvaret, og som redskab til at ødelægge mig. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange min mor har sagt til mig, at det ikke er hendes skyld, og at skylden ligger hos mig.

Min mor har altid givet mig skylden for den svære relation, der har været imellem os. 

Jeg vil ikke mere

Imens jeg mærker min mors giftige skyld, mærker jeg også noget helt nyt. Jeg mærker, at jeg ikke vil mere. Jeg mærker min grænse. Jeg kan og vil ikke længere bære den skyld, min mor kaster over på mig. Jeg står op for mig selv og fortæller mig selv igen og igen, at det ikke er min skyld. Jeg holder fast i, at jeg er uskyldig. Alligevel vejer min mors ord ekstremt tungt. Jeg mærker, hvor meget magt hun stadigvæk har over mig, og der går flere måneder, før jeg kan give slip på hendes giftige skyld.

Men det er ikke min skyld. Jeg er uskyldig, og det er mig, der er offeret. Det er aldrig nogensinde offerets skyld, og offeret skal aldrig bære skylden. 

Hun vender altid tilbage

I ugerne efter at min mor har kasseret mig, græder jeg, mit hjerte bløder og hele min krop gør ondt efter de voldsomme slag. Jeg møder mig selv med omsorg og kærlighed, og jeg mærker, hvor meget det healer mig, at tage imod sorgen med varme og forståelse.

Imens jeg healer min sorg, indser jeg, at jeg er nødt til at tænke fremad. Min mor plejer altid at vende tilbage, når hun er færdig med at straffe mig og har brug for mig igen. Derfor er jeg nødt til at tage stilling til, hvad jeg vil gøre, når min mor vender tilbage.

Jeg er ikke i tvivl. Jeg er nødt til at give mig selv en pause fra min mor. Jeg er nødt til at skabe afstand, og derfor beslutter jeg mig for, at jeg ikke vil have nogen form for kontakt med min mor i et år – uanset hvad min hun gør.

Det er første gang nogensinde, det lykkes mig, at tage magten tilbage til mig selv og være proaktiv i forhold til min mor.

Hele mit liv har jeg bare reageret på min mors handlinger, og jeg har været offer for hendes mørke. Alle de gange hun har mødt mig med kulde, har jeg været så ulykkelig og ødelagt af sorg, at jeg uovervejet har taget imod min mor med åbne arme, når hun er vendt tilbage.

Men det skal være slut, og jeg mærker at tiden er inde til, at jeg bliver en stærk, fri og uafhængig kvinde.

Det føles stærkt og godt at have taget magten tilbage over mit eget liv, men det er også stort og helt nyt for mig at være på den måde. Derfor beslutter jeg mig i første omgang for, at jeg ikke vil have nogen form for kontakt med hende i et år, fordi jeg ved, at det er et skridt, jeg kan tage. På det tidspunkt er jeg ikke i stand til at tænke, at jeg aldrig nogensinde vil have kontakt med min mor igen.

En svær beslutning

Da der er gået et år, har jeg ikke hørt noget fra min mor. Selvom det gør mig sindsygt ked af det, så ved jeg, at min eneste mulighed er, at holde hende på afstand. Derfor tager jeg den nødvendige, men også sindsygt svære beslutning, at min mor ikke længere skal være en del af mit liv.

Det er den sværeste beslutning, jeg nogensinde har truffet, men jeg ved også dybt i min sjæl, at jeg ikke kan gøre noget andet, hvis jeg gerne vil overleve. Min mor vil altid være i mit hjerte, men hun kan ikke længere være i mit liv. 

Jeg er nødt til at sætte mig selv først, og jeg er nødt til at passe på mig selv. Sandheden er, at jeg ikke kan tåle min mors mørke mere. Jeg er blevet allergisk overfor hendes ondskabsfulde mørke, og jeg kan ikke overleve at blive kasseret en gang til. 

Sandheden er også, at jeg ikke vil bruges af min mor længere. Jeg ønsker ikke længere at være en brik i hendes ondskabsfulde og giftige spil. Jeg har nået min grænse, og jeg mærker tydeligt, at jeg ikke kan have et menneske i mit liv, der behandler mig med så meget ondskab og mørke, heller ikke selvom det er min mor. Aldrig mere vil jeg lukke min mor ind i mit hjerte. Aldrig mere til jeg tillade, at min mor udsætter mig for ondskab og mørke.

Min mor har altid ødelagt mig, nedbrudt mig og kasseret mig. Det er sådan hun er, og det kan jeg ikke ændre ved. Men jeg har magten til at bestemme over mig selv og mit eget liv, og jeg ønsker ikke at have mennesker i mit liv, der behandler mig på den måde. 

Min mor vender tilbage med varme

Et år og tre måneder efter at min mor har kasseret mig, vender hun tilbage. Hun ringer til mig, og sender mig et par beskeder på telefonen. I sine beskeder siger hun ikke undskyld, og hun forholder sig ikke til den enorme smerte, hun har påført mig. Hun opfører sig som om intet er hændt, og at alt er godt og normalt imellem os.

Endnu engang har min mor skiftet kulden ud med varme. Hun har ikke ændret sig, og opfører sig på præcis samme måde, som hun altid har gjort. Hun skriver med kærlighed og varme, at vi skal tilgive og glemme, og hun beder mig om at tage kontakt til hende. Nu vil hun pludselig gerne være min mor igen. Præcis som hun altid har gjort, frister min mor med alt det, jeg gerne vil have. Hun lokker med varme, kærlighed og sig selv som mor, men jeg lader mig ikke længere lokke af hendes fristelser.  

Min mor har ikke ændret sig, men det jeg har, og jeg gør noget, jeg aldrig nogensinde har gjort før. Jeg afviser min mor og møder hende med tavshed. Jeg mærker dybt i min sjæl, at jeg ikke har mere at sige til hende. Jeg mærker, at jeg er færdig med hende, og at det ikke længere kan blive som før. 

Udadtil er jeg stærk som en løve og afviser min mor, men indeni græder jeg. Det er utrolig svært at skulle være stærk og afvise min mor, som jeg har elsket så højt. Det er svært, at skulle være den stærke og afvise det mørke, som min mor ikke selv ønsker at forholde sig til. Men jeg ved, at det er min eneste mulighed for at overleve, og derfor er jeg nødt til at afvise hende uanset, hvor svært det er. Jeg er nødt til at være stærk.

Et svigtet barn

Den svære mor-relation der har fulgt mig i min ungdom og i mit liv som voksen blev grundlagt i min barndom. Som barn fik jeg ikke min mors kærlighed. Hun beskyttede mig ikke, og hun passede ikke på mig. Hun gav mig ikke tryghed, omsorg eller varme. Hun gav mig ikke alt det, en mor skal give sit barn. Hun så mig ikke, og hun efterlod mig alene og bange. 

Min barndom i ensomhed og mørke efterlader mig hungrende efter kærlighed. Min længsel efter kærlighed bliver min sårbarhed, og lige præcis den sårbarhed udnytter min mor. Hun misbruger min længsel efter kærlighed, og i hele mit voksne liv styrer hun mig med sin kærlighed. Min mor har givet mig kærlighed, når jeg var, som hun gerne ville have, jeg skulle være. Og hun har fjernet sin kærlighed, når hun ville straffe mig. I hele mit voksne liv har min relation til min mor været en relation, der har skiftet imellem lys og mørke, imellem kærlighed og ondskab.

Min mors kærlighed

Når jeg opførte mig, som min mor gerne ville have, blev jeg belønnet med hendes kærlighed.

Jeg elskede min mors kærlighed. Jeg elskede at mærke hendes varme, omsorg og anerkendelse.

Når min mors lys skinnede på mig, sugede jeg det til mig som et sultent barn, og jeg var et sultent barn. Som alle andre svigtede børn hungrede jeg efter den varme, kærlighed og tryghed, jeg aldrig havde fået.

Når jeg fik min mors kærlighed, følte jeg mig som noget særligt, og jeg nød den samhørighed, der var imellem os. Når jeg var hendes allierede og fortrolige, følte jeg den samhørighed, jeg har jagtet hele mit liv. Det var fantastisk at være i hendes nærvær, og jeg tog imod hendes omsorg og anerkendelse med åbne arme. Hele mit liv har jeg længtes efter en mor, og derfor tog jeg uden forbehold imod alt det, hun gav mig. Når jeg fik min mors kærlighed, var jeg glad og havde overskud. Jeg følte mig værdifuld og betydningsfuld. 

Min mors kulde og mørke

Desværre forsvandt min mors kærlighed lige så hurtigt, som den kom. Ofte uden advarsel og som lyn fra en klar himmel fjernede hun sin kærlighed.

Pludselig blev jeg ikke længere mødt med kærlighed, og varmen var skiftet ud med kulde, vrede, kritik, hån, ydmygelser og mobning. Jeg blev afvist og ignoreret. Hun lavede alliancer imod mig og holdt mig udenfor. Hun vendte sig imod mig.

Hver eneste gang min mor mødte mig med kulde, knækkede jeg psykisk. Hendes kulde ødelagde mig, sårede mig og fik mit hjerte til at bløde af smerte.

Lige så meget som jeg elskede min mors varme, lige så meget frygtede jeg hendes kulde. Min mors kulde var ekstrem og modbydelig. Hendes mørke var enormt og uhyggeligt. Som i den værste gyserfilm. Jeg var dødsangst for min mors mørke, og jeg er et utal af gange vågnet skrigende op fra et mareridt, hvor jeg har drømt om min mors mørke. Min mors kulde har altid gjort mig dybt ulykkelig. Hendes mørke fik mig til at føle mig værdiløs, ligegyldig og uden betydning. Det fik mig til at føle, at jeg var forkert, at jeg ikke var god nok, at jeg ikke var værd at elske, og at jeg havde gjort noget forkert. Hendes kulde skiftede den dejlige følelse af samhørighed ud med en tung og mørk ensomhed.

Mit største behov og min største længsel har altid været kærlighed og samhørighed, og det var lige præcis det min mor tog væk fra mig, når jeg blev mødt med hendes kulde. På den måde straffede min mor mig lige præcis der, hvor det gjorde allermest ondt. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har oplevet, at min mor har fjernet sin kærlighed fra mig. Det er sket flere gange, end jeg kan tælle.

Da min mor kasserer mig, gør hun i virkeligheden bare det hun altid har gjort. Hun straffer mig, fordi jeg er mig. Hendes kulde og mørke er bare meget mere voldsom end tidligere. Jeg er blevet stærkere, og derfor har hun været nødt til at skue op for styrken af sit mørke for at vælte mig. 

Min mor har mødt mig med kulde, når jeg har sat ord på mine følelser, sagt fra, sat grænser og holdt fast i min egen virkelighed. Hver gang jeg har holdt fast i mig selv og været tro imod mig selv, har min mor reageret voldsomt og mødt mig med kulde og mørke. I takt med at jeg er blevet stærkere og mere tro imod mig selv, er hendes kulde blevet mere ekstrem og voldsom.

Ikke plads til mig 

Jeg har aldrig kunne være mig selv i min relation til min mor, og der har aldrig været plads til mig. Min mor har straffet mig, når jeg har været mig selv, og hun har ønsket, at jeg skulle være som hende. Hun har altid sagt, at vi ligner hinanden, og hun har manipuleret mig til at tro, tænke, føle og mene det samme som hende.

Min mor har aldrig set mig, forstået mig eller givet plads til mig. Der har kun været plads til min mor, og allerede som barn lærte jeg, at give min mor plads. Jeg lærte, at hun var vigtig, og at jeg var uden værdi og betydning. Jeg lærte, at jeg kunne få værdi, hvis jeg var der for min mor, og derfor lærte jeg at tilsidesætte mig selv for at være der for hende. Jeg lærte at hun var rigtig, og at jeg var forkert. Så hvis jeg ville være rigtig og have hendes kærlighed, så skulle jeg være som hende. 

Jeg er opdraget til at tro, at min mor er vigtigere end mig. Jeg har lært, at hun er den vigtige, og at jeg er den, der ikke betyder noget. Derfor har mit liv handlet om min mor, og jeg har brugt min energi på at få hendes accept. Jeg har kæmpet for, at min mor skulle synes, at jeg var god nok.   

Min mor har været den vigtige, og derfor har jeg altid sat min mor først. Jeg har elsket min mor, meget mere end jeg har elsket mig selv – og jeg har lyttet til hende meget mere, end jeg har lyttet til mig selv.  Men det kapitel af mit liv er slut nu. Nu vil jeg tage pladsen mit eget liv. Jeg vil elske mig selv, og jeg vil lytte til mig selv. Jeg har brug for det, og jeg har fortjent det.  

Nu kan jeg være mig

Jeg har mistet min mor, og det er det mest smertefulde, jeg nogensinde har oplevet. Til gengæld har jeg fundet mig selv, og det er både smukt og helt fantastisk. Nu har jeg mig, og det føles varmt, kærligt, trygt og godt. Jeg vil altid være her, og jeg vil behandle mig selv med den kærlighed, jeg fortjener.

Nu kan jeg endelig være det menneske, jeg er skabt til at være. Jeg kan være mig selv og skabe et liv, hvor der er plads til mig, mine følelser, mine behov, mine oplevelser, mine ord og mine tanker. Nu kan jeg leve frit og føle mig rigtig. Jeg kan leve i fred og accept med mig selv, og det er et mirakel. 

Tusind tak fordi du læste med.

De kærligste hilsner
Sarah