Min personlige rejse begyndte med, at jeg var en usikker, selvudslettende, trist, tvivlende og deprimeret pige. I dag er jeg kommet ud på den anden side som en stærk, selvsikker, velbalanceret og glad kvinde.

 

Jeg brænder for at få mennesker til at vokse og blomstre, og det er mit mål at hjælpe dig med at blive den bedste udgave af dig. Og jeg ved at det kan lade sig gøre, fordi jeg har selv gjort det. Jeg er et levende eksempel på, at man kan blive den bedste udgave af sig selv.

 

Min livserfaring og erfaringerne fra min personlige rejse, adskiller sig fra andre coaches og gør, at jeg kan møde dig lige der, hvor du er – og jeg kan give dig lige præcis den sparring, du har brug for.

Min faglige baggrund

Jeg er uddannet coach (Manning Inspire, 2008), og har arbejdet som selvstændig coach lige siden. I mit arbejde som coach har jeg gennemført over 1000 coachingsessioner.
Som nyuddannet coach arbejdede jeg for Sofia Manning (Manning Inspire) som coachtræner, mentorcoach, feedbacker og certifier i en periode på 2 år.

I 2012 startede jeg det første hold af SMART Coachuddannelsen, og i 2013 begyndte jeg det første KvindeForum. Arbejdet på SMART Coachuddannelsen og KvindeForum har givet mig en massiv erfaring som underviser. Derudover har jeg løbende arbejdet som teamcoach, og jeg har holdt adskillige workshops og foredrag.

Dengang & Nu…

”Kære Dagbog. Jeg føler mig trist og ked af det. Jeg græder tit uden helt at vide hvorfor. Det er som om, der er noget i mit liv, der ikke fungerer, men jeg kan ikke finde ud af, hvad der er galt. Tit bliver jeg bare overvældet af en følelse af, at livet er hårdt. Og selv om jeg synes det er lidt flovt at indrømme det, så har jeg ondt af mig selv. Jeg synes, det er synd for mig og jeg synes, at livet er uretfærdigt. Jeg prøver virkelig at gøre alting rigtigt, og det er så vigtigt for mig at tingene omkring mig er perfekte. Jeg bruger rigtig meget tid og energi på dem, jeg holder af. Det er så vigtigt for mig, at andre kan lide mig. Derfor prøver at være så sød overfor alle dem, jeg kender. Men det er som om, at der er noget galt, for jeg har det ikke godt” (Sarah, maj 2004).

Sådan skrev jeg i min dagbog i foråret 2004. På det tidspunkt er jeg 26 år. Jeg er lige blevet uddannet cand.scient.soc. Jeg bor i en lækker lejlighed midt i København, og jeg kan se frem til at jeg skal giftes med manden i mit liv.

På det ydre er alt er helt perfekt, men indvendigt har jeg det elendigt. Jeg kæmper med et dårligt selvværd. Jeg føler mig værdiløs og utilstrækkelig. Jeg føler, at jeg ikke er god nok, og at alle andre er bedre end mig. Jeg er usikker på mig selv, og jeg har svært ved at mærke mig selv og mine følelser. Jeg har svært ved at stå ved mig selv og gøre det, det føles rigtigt for mig.

I dag

Heldigvis besluttede jeg mig for at arbejde med det, der ikke fungerede. Og her 11 år efter ser mit liv markant anderledes ud. Læs med og få et indblik i hvordan mit liv ser ud i dag.

”Kære Dagbog. Jeg er bare så lykkelig. Helt ned i tæerne kan jeg mærke følelsen af lykke. Jeg er taknemlig for alt det, der er sket i mit liv. Jeg kan nu se, at alt det jeg har oplevet, har været med til at skabe det menneske, jeg er i dag. Intet er tilfældigt og alt det livet har budt mig, har været med til at forme mig. Derfor er jeg dybt taknemlig for alle de mennesker, der har været en del af min historie. Jeg føler dagligt en kæmpe taknemlighed, tillid, kærlighed og lykke. Og når livet er svært, har jeg redskaberne til at tackle de udfordringer, jeg møder. Jeg er i kontakt med mig selv og mine følelser, og jeg stoler altid på det, min krop fortæller mig. Mine følelser og min intuition er de vigtigste redskaber i mit liv, fordi de viser mig hvilken vej, jeg skal gå. Jeg føler mig værdifuld. Jeg føler, at jeg gør en forskel, både for mig selv og andre bare fordi jeg er mig. Jeg ved nu, at jeg er den vigtigste person i mit liv, og at jeg først og fremmest skal passe på mig selv” (Sarah, maj 2015).