Min barndom i mørket
Jeg er vokset op med psykisk vold og omsorgssvigt. Som barn var min hverdag fyldt med psykiske overgreb og svigt. Dag efter dag oplevede jeg at blive trådt på og sviget af mine forældre.
Som barn forstod jeg ikke, at det jeg blev udsat for var forkert. Jeg følte, at det var mig der var noget galt med, og jeg troede, at alt det jeg blev udsat for min egen skyld. Jeg var overbevidst om, at jeg blev udsat for svigt og overgreb, fordi jeg ikke var god nok, og derfor prøvede jeg hele tiden at gøre mig endnu mere umage og gøre alting perfekt. Men uanset hvad jeg gjorde så fortsatte de psykiske overgreb. Den giftige psykiske vold hvilede over mig som en tung sort sky i hele min barndom.
Der blev aldrig nogensinde snakket om alt det usunde der foregik. Mine forældre fortrængte og benægtede de mange svigt og den usunde vold, og det skabte en kæmpe tvivl og usikkerhed indeni mig. Jeg tvivlede på mig selv, mine følelser og alt det jeg oplevede.
Min barndom var fyldt med skyld, skam, usikkerhed, utryghed, angst, smerte, sorg og ensomhed. Jeg var dybt ulykkelig, men jeg delte det aldrig med nogen og i rigtig mange år forstod jeg ikke, hvorfor jeg havde det så dårligt.
Indeni var jeg fyldt med smerte, men udadtil viste jeg et helt andet billede. Udadtil var jeg smilende, dygtig, hjælpsom, tilpasset, social og meget vellidt. Ingen var i kontakt med den ulykkelige pige, der var indeni i mig, og der gik rigtig mange år, før jeg selv kom i kontakt med hende.
Tilbage til lyset
Som ung havde jeg det rigtig svært. Jeg var trist, stresset, deprimeret og havde fysiske smerter. Jeg var fyldt med tvivl og usikkerhed, og jeg kæmpede med et dårligt selvværd. Som så mange andre svigtede børn så jeg ingen sammenhæng imellem min barndom og de udfordringer, jeg bar på. Jeg følte, at det var mig, der var noget galt med. Det var mig, der ikke kunne finde ud af at være i livet.
Da jeg er 27 år, hører jeg tilfældigt i nyhederne en psykolog udtale sig om, hvordan psykisk vold påvirker mennesker og i særdeleshed børn. Lige pludselig falder der en kæmpe stor brik på plads, og jeg begynder at forstå, at det ikke er mig, der er forkert. Med psykologens ord kan jeg se, at alt det jeg slås med kommer fra alle de svigt og overgreb, jeg har været udsat for. Jeg indser, at det ikke er mig der er forkert, men at det er alt det jeg har været udsat for, der er forkert. Jeg kontakter en psykoterapeut og begynder i samarbejde med hende at bearbejde min barndom.
Skridt for skridt begynder jeg at bearbejde alt det, jeg bærer på. Jeg begynder at sætte ord på mine oplevelser og følelser, og jeg mærker hvor healende det er at give smerten fra fortiden kærlighed og omsorg. Dag for dag kommer tættere og tættere på mig selv og min sjæl – og jeg mærker, at glæden, kærligheden, troen, håbet og lyset vender tilbage.
Jeg har oplevet mere i smerte i mit liv end langt de fleste mennesker kan forestille sig. Det har været svært og krævende, men jeg har lært at vende smerte til modgang til visdom, styrke og læring. Ingen smerte er forgæves, når blot man finder modet og styrken til at give den en mening. Og jeg ved, at jeg skal bruge smerten fra mit liv til at hjælpe mennesker, der har det svært.