Det her er min historie

Hvert 12. barn er udsat for psykiske vold fra forældrene (SFI). Jeg er et af de børn. Det her er min historie om en barndom med psykiske overgreb og omsorgssvigt. En barndom i mørket.

Jeg er 3 år. Jeg sidder på gulvet i et hjørne med ryggen mod væggen. Mit ansigt er skjult i mine hænder. Jeg sidder helt stille, mens tårerne triller ned af mine kinder. Jeg er bange, skræmt og i chok over det, jeg oplever. Jeg kan ikke sætte ord på mine oplevelser, og jeg kan ikke forstå det, der sker. Men jeg kan mærke, at det min far gør ved mig, er ødelæggende for mig. Hans ord og handlinger gør så ondt på mig. Jeg er bange for min far og den ondskab, jeg oplever. Men det der sårer mig allermest er, at min mor ikke passer på mig. Når min far er ond, vender min mor ryggen til og går. Hun efterlader mig alene sammen med min far, og det er mere end mit hjerte kan rumme. Det jeg oplever er så voldsomt, at jeg mest af alt lyst til at dø.

Min stemme

Det har taget mig hele mit liv, at komme ud på den anden side. Ud i lyset. Jeg har brugt hele mit voksenliv på at blive et helt menneske og bearbejde oplevelserne fra min barndom. I dag er jeg 39 år. Jeg er gift og har 2 dejlige børn. Jeg er kandidat i sociologi, coach, underviser, foredragsholder og snart forfatter. Jeg er nemlig også ved at skrive en bog om min historie.

Når jeg ser tilbage, har jeg svært ved at forstå, hvordan det lykkedes mig at overleve min barndom i mørket. Men jeg overlevede, og nu ser jeg det som min opgave at stå frem og tale åbent om min historie. Jeg vil være en stemme for alle de børn, der vokser op med psykiske overgreb. Jeg vil tale højt om, hvad det gør ved børn at vokse op med psykiske overgreb.

Det her er min historie. En historie om at vokse op med psykiske overgreb og omsorgssvigt. Men det er også en historie om tilgivelse og kærlighed, og om at finde meningen med livet.

Jeg håber, at du har lyst til at læse med…

 

Jeg står frem med kærlighed

Det er vigtigt for mig at sige, at jeg står frem med en stor kærlighed til mine forældre. Jeg ved, at de gjorde deres bedste. Jeg ved, at de har elsket mig på deres egen måde. Ingen forældre ønsker bevidst at såre deres børn, og det gjorde mine forældre heller ikke. Jeg ønsker ikke at tale dårligt om mine forældre, udstille dem eller pege fingre af dem. Jeg bebrejder dem ikke, og jeg er ikke vred. Jeg har tilgivet mine forældre, og jeg sender dem mine kærligste tanker.

I virkeligheden handler det her slet ikke om mine forældre, eller om mig. Det handler om alle de mange mennesker jeg kan hjælpe. Ved at stå frem med min historie kan jeg hjælpe en masse mennesker, og det er det, der er vigtigt.

Har jeg ret til at tale åbent om min historie?

Jeg har været i tvivl. Helt vildt meget i tvivl om jeg overhovedet har ret til at stå frem med min historie. Jeg er vokset op i en dysfunktionel familie, hvor min far var den eneste, der havde en stemme. Hans ord og virkelighed fyldte alting, og han var den eneste, der havde ret til at have en mening. Jeg skulle indordne mig under min far, og jeg havde ikke ret til at have min egen stemme.

Jeg opdraget til ikke at have en stemme, og en del af min personlige rejse har handlet om, at give mig selv den stemme tilbage, som alle mennesker har ret til at have.

At tale åbent og højt om det jeg oplevede som barn, er min eneste mulighed for at komme videre. Så længe noget er skjult i mørket, vil det blive ved med at være en uforløst sorg. Det er først i det øjeblik sandheden kommer frem i lyset, at man kan bearbejde fortiden og komme videre.

Svært at bevise

Jeg har aldrig haft synlige fysiske beviser for det, jeg oplevede som barn. De mange psykiske overgreb var katastofale for mit indre, men umiddelbart kunne man ikke se noget på mit ydre. Jo mere ødelagt jeg følte mig indeni, desto mere prøvede jeg at kompensere ved at sørge for, at alt så perfekt ud. Jeg præsterede og skabte flotte resultater i skolen. Jeg var nem at omgås, vellidt og fungerede socialt. Alting så fint ud på overfladen.

Fordi de psykiske overgreb foregik i det skjulte, har det været så pokkers svært at bevise. I første omgang overfor mig selv. I rigtig mange år har jeg været i tvivl om, jeg kunne stole på mine erindringer, og på det min krop fortalte mig. Jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg mærkede, for indeni var jeg fuldstændig ødelagt. Men jeg er opdraget til ikke at stole på mine følelser, og derfor var det så svært at lytte til det, min krop fortalte mig.

De manglende synlige beviser har også gjort det ekstra svært at skulle stå frem. For hvordan kan jeg bevise, at jeg taler sandt? Måske er det slet ikke rigtigt, det jeg husker? Måske er det rigtigt, når min far siger, at det hele bare er noget, jeg har fundet på. Jeg har været i tvivl, men det er jeg ikke længere.

Hvis der er noget, jeg har lært af min lange personlige rejse, så er det, at jeg kan stole på det, min krop fortæller mig. Kroppen lyver aldrig. Mine følelser og erindringer er min sandhed.

Selvbedrag

Der gik rigtig mange år, før jeg var klar til at se sandheden i øjnene. I rigtig mange år var jeg en del af den usunde adfærd, der var i min familie. Jeg var et resultat af den dysfunktionelle familie, jeg voksede op i. Jeg er opdraget til at fortrænge, benægte og undertrykke. Jeg er ekspert i ikke at mærke efter og lukke øjnene for det, der gør ondt.

Alt det usunde og dysfunktionelle var en del af vores familie, men det var aldrig noget, vi snakkede om. I min familie er der aldrig nogensinde blevet snakket om alt det usunde, der foregik. Mine forældre har altid fortiet mine fars overgreb og mine mors svigt – og jeg fortrængte virkeligheden præcis som mine forældre. Derfor gik der rigtig mange år, inden jeg blev bevidst om, hvad jeg egentlig havde oplevet i min barndom.

Utrygt at stole på mig selv

Som ung havde jeg det rigtig svært både fysisk og psykisk. Jeg var utrolig ked af det, og jeg græd rigtig meget, men jeg vidste ikke hvorfor. Jeg sov dårligt og havde ofte mareridt. Jeg var tit syg, og jeg havde konstant ondt i maven. Jeg var deprimeret, stresset og modløs. Jeg følte mig ensom, tom og ulykkelig. Jeg følte mig utilstrækkelig, uanset hvad jeg gjorde, og jeg havde svært ved at finde ro. Jeg havde det svært på alle måder, men jeg kunne ikke forstå hvorfor. Som så mange andre svigtede børn, så jeg ingen sammenhæng mellem alle mine udfordringer og min barndom.

På det tidspunkt forstod jeg ikke, at alt det jeg kæmpede med var et resultat af alle de svigt og psykiske overgreb, jeg havde været udsat for i min barndom.

Jeg er opdraget til ikke at se en sammenhæng. Mine forældre har lært mig at fortrænge og benægte. De lærte mig, at man ikke taler om det, der er svært, og derfor fandtes de mange svigt og overgreb slet ikke i min bevidsthed. Desuden var jeg opdraget til at være loyal overfor mine forældre, hvilket betød, at jeg ville svigte dem, hvis jeg begyndte at tale højt om det, der var sket.

Loyaliteten sidder så dybt i mig, at jeg den dag i dag føler, at jeg svigter mine forældre, når jeg lytter til mig selv. Jeg er opdraget til at stole på mine forældre, og derfor føles det utrygt at stole på mig selv.

Det har altid været forbundet med dårlig samvittighed og skam, når jeg lytter til mig selv og taler højt om mine følelser og oplevelser. Jeg føler, at jeg svigter mine forældre, når jeg står ved mig selv.

Min åbning

En dag hører jeg tilfældigt i nyhederne en psykolog fortælle om, hvordan psykiske overgreb påvirker mennesker, og i særdeleshed børn. Lige pludselig falder der en kæmpe stor brik på plads. Lige dér forstår jeg, at det ikke er mig, der er forkert. Lige dér bliver det klart for mig, at alt det jeg slås med kommer fra min barndom. På det tidspunkt er jeg 27 år, og det er første gang jeg hører et voksent menneske sætte ord på det, jeg har oplevet. Det gør en kæmpe forskel.

Det bliver min åbning, og jeg forstår pludselig, at alt det jeg slås med kommer fra alle de overgreb og svigt, jeg har været udsat for. Jeg kontakter en psykoterapeut og begynder i samarbejde med hende at bearbejde min barndom.

Min far

Jeg voksede op med en far, der udsatte mig for systematiske psykiske overgreb. Overgreb der fyldte alt. Den konstante frygt for min far og hans overgreb hvilede over mig som en tung, mørk og sort sky i hele min barndom. Når min far eksploderede som et tordenvejr, kunne jeg ikke gøre andet end at tage imod hans overgreb. Hele min opvækst var fyldt med psykiske overgreb. Det ene efter det andet. Dag efter dag.

Jeg oplevede min far som manipulerende, dominerende, aggressiv, nedladende, ubehagelig, arrogant, voldsom og utilregnelig. Han overførte skyld og fordrejede sandheden. Han manglende empati, samvittighed og viste ingen respekt for mig eller mine grænser.

Hans handlinger var grænseoverskridende, ondskabsfulde, ødelæggende, krænkende, ydmygende, udslettende, terroriserende, manipulerende og nedgørende.

Min far trampede på min sjæl. Han udslettede mig, ødelagde mit selvværd og fik mig til at føle underlegen, mindreværdig og værdiløs. Han fik mig til at foragte og hade mig selv.

Den blå bænk

Det var ofte på den blå bænk i køkkenet, at de psykiske overgreb fandt sted. Når jeg sad på den blå bænk stod tiden stille. Jeg sad mussestille og turde næsten ikke at trække vejret. Det eneste man kunne se på mig var tårerne, der trillede ned af mine kinder. Dem kunne jeg ikke styre. Jeg hadede mig selv for det, fordi min far brugte det imod mig. Han sagde, at jeg var svag, og at der ikke var nogen grund til at græde. Det var forskelligt, hvor længe hans overgreb varede. Nogle gange føltes det som om, at det stod på i timer, og jeg vidste, at jeg var nødt til at blive siddende på bænken, indtil jeg fik lov til at gå.

Når jeg sad på den blå bænk, gik min far amok. Han råbte og skreg. Han slog i bordet og kastede med sin kaffekop. Han slog mig på næsen, fordi han synes det så så sjovt ud, når jeg blev forskrækket og bange. Han nedgjorde mig, hånede og latterliggjorde mig. Han fortalte mig, at jeg var forkert, dum, latterlig og værdiløs. Han grinede hånligt, og sagde til mig, at han var min onde far. Han sagde, at det jeg drømte om aldrig kom til at ske. Min mor ville aldrig tage mig væk fra ham.

En dag hvor jeg er 10 år og sidder på den blå bænk, siger min far til mig, at jeg lige så godt kan gå ud i haven og grave mig selv ned, fordi jeg ikke er noget værd. Hans ondskabsfulde ord har ætset sig fast i min hukommelse, og jeg husker tydeligt, at jeg rejser mig fra den blå bænk. Jeg åbner hoveddøren og går ud i haven for at grave mig selv ned. Det var så ydmygende og krænkende, og det fik mig til at føle skam. Skam over at være mig og skam over at være til.

Når min far var færdig med sine overgreb, sagde han altid til mig, at jeg skulle blive siddende på bænken og tænke over, hvad der var galt med mig. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at gøre det, han ville have mig til. Jeg tænkte og tænkte, men jeg kunne aldrig finde ud af, hvad der var galt med mig – og det fik mig til at hade mig selv endnu mere. Tænk at jeg var så dum, at jeg ikke engang kunne gøre det, min far bad mig om. I hele min barndom var den blå bænk i køkkenet symbolet på min fars psykiske overgreb. Jeg hadede den blå bænk.

De lyseblå kondisko

Jeg er 4 år, og jeg sidder på gulvet i entreen lige foran hoveddøren. Min far har sagt, at jeg skal blive siddende her og tage mine lyseblå kondisko af og på. Hans ordre er helt tydelig, og jeg gør som han siger, mens tårerne triller ned af mine kinder. Efter et stykke tid begynder mine fingre at gøre ondt og bløde. Skoene er så stramme og de er svære at få på. Mens jeg sidder her, går min far i bad. Jeg kan høre, at min mor er ude i køkkenet, men hun kommer ikke og hjælper mig. Jeg er overladt til mig selv. Mine fingre begynder at gøre så ondt, at jeg ikke kan mere. Jeg kigger rundt i entreen og ser mine bløde sorte kinasko. De bliver min redning. Jeg begynder at tage dem på i stedet for. Efter et stykke tid kommer min far ud af badet. Han har et håndklæde rundt om livet, og jeg kan stadig se vanddråberne på hans bare overkrop. Han kommer hen til mig og går amok. Fuldstændig amok over, at jeg har tilladt mig at tage mine kinasko i stedet for. Han er så voldsom, at det sortner for mine øjne. Jeg kan ikke rumme mere.

Det røde kassettebånd

Som barn har jeg ikke særlig mange ting, der betyder noget for mig. De få ting jeg har, passer jeg rigtig godt på, og de betyder alt for mig. En af de ting, der betyder aller mest for mig, er et rødt kassettebånd, som jeg har fået af min elskede morfar. Der er en bog til, som man kan bladre i. En dag sidder jeg på min røde stol inde på mit værelse og lytter til båndet og historien om “Peter og dragen Elliot”. Jeg sidder lige så stille i min egen verden – som jeg så ofte gør – og lytter til båndet og kigger i bogen. Pludselig kommer min far ind ad døren. Uden at sige noget går han hen til båndoptageren. Han tager båndet ud. Med båndet i hånden går han hen og stiller sig foran mig. Han knækker båndet foran øjnene på mig og smider det på gulvet, hvorefter han tramper på det og går ud af værelset igen.

Min far kunne lige så godt have taget mit hjerte ud og trampet på det. Hans handling var så voldsom og ødelæggende. På det tidspunkt er jeg omkring 6 år. Jeg er så ulykkelig og overvældet af min fars ondskabsfulde handlinger, at jeg ikke har lyst til at leve mere.

Jeg var ikke sådan et barn man kunne elske

En del af min fars psykiske overgreb bestod i, at han aldrig gav mig sin kærlighed. Han afviste mig og nægtede konsekvent at give mig sin kærlighed. Den kærlighed, som alle børn har brug for.

Hele min barndom har jeg følt, at det var mig, der var noget galt med. At det var min egen skyld, at min far ikke kunne give mig kærlighed. Jeg fortjente ikke hans kærlighed, fordi jeg var et dårligt og uværdigt menneske. Jeg var uelskelig. Jeg var ikke sådan et barn, man kunne elske.

Hver evig eneste dag kæmpe jeg for min fars kærlighed. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at gøre ham tilfreds og opfylde hans behov. Jeg gjorde mig ekstrem umage i alt, hvad jeg foretog mig. Der var ikke det, jeg ikke ville gøre for min far – i håb om, at han ville give mig den kærlighed, anerkendelse og opmærksomhed, som jeg så desperat havde brug for. Min største drøm var, at min far ville holde om mig og fortælle at han elskede mig. Det skete aldrig. Jeg har aldrig fået min fars kærlighed, og jeg har aldrig følt mig elsket af ham.

Hvorfor?

Jeg har aldrig forstået årsagen til min fars overgreb. I mit hoved har det aldrig givet mening, og den dag i dag forstår jeg ikke, hvorfor han gjorde, som han gjorde. De mange psykiske overgreb er for mig fuldstændig meningsløse.

Som barn troede jeg, at det var mig, der var forkert. Jeg var overbevist om, at det var min adfærd og min personlighed, der var årsagen til min fars adfærd. Jeg ved nu, at det ikke handlede om mig. Alt det der foregik, handlede udelukkende om min far. Hans adfærd var udelukkende et udtryk for, hvordan han havde det med sig selv.

Den der skader andre, vil altid selv være skadet. Den der ødelægger og sårer andre, er altid selv ødelagt og såret indeni. Ikke fordi de bevidst ønsker det, men fordi det er den eneste måde, de kan overleve på. Når de træder på andre og får andre til at føle sig forkerte og mindreværdige, kan de selv vokse og føle sig betydningsfulde og overlegne.

Jeg tror, at min far følte sig magtfuld, betydningsfuld og overlegen, når han krænkede mig med sine psykiske overgreb. Det var hans måde at overleve på. Når han krænkede mig, kunne han for en stund bytte sit mindreværd ud med følelsen af at være betydningsfuld.

Det er vigtigt at huske på, at der ikke findes onde mennesker. Min far var heller ikke ond. Men han havde ondt i sin sjæl, og derfor blev hans handlinger onde.

Ødelæggende

Min fars psykiske overgreb har været katastrofale for min krop og sjæl. Hans adfærd har i den grad været ødelæggende for min fysiske og psykiske sundhed – og for min udvikling. Den dag i dag er jeg udfordret af fysiske mén som stressreaktioner, depression, PTSD, søvnbesvær og forskellige fysiske smerter.

Den største skade findes dog i mit indre og i min sjæl. De voldsomme psykiske overgreb har skabt et negativt selvbillede og ødelagt mit selvværd fuldstændig. Jeg har hadet mig selv, og det har taget mig rigtig mange års intensivt personligt arbejde at kunne give slip på mit selvhad. Mentalt sidder min fars stemme så dybt i mit indre, at den aldrig forsvinder. Stemmen fortæller mig dagligt, at jeg ikke er god nok, at jeg er forkert, og at det jeg gør ikke er godt nok. Min fars overgreb har også givet mig en massiv følelse af skyld og skam, der stadigvæk sidder i mig.

Det er altsammen overbevisninger, der sidder så dybt i mig, at de aldrig forsvinder. Uanset hvor meget jeg arbejder med mig selv, så vil min fars stemme altid være en del af mig. Sådan er det bare. Det kan jeg ikke ændre ved, og jeg har været nødt til at acceptere, at det er en del af mig – ligesom så meget andet.

Min mor

Min mor er et af de mest kærlige og omsorgsfulde mennesker, jeg kender. Jeg har aldrig været i tvivl om hendes kærlighed til mig. Jeg ved, at hun elsker mig. Men det har været en svær kærlighed, fordi jeg samtidig oplevede, at hun svigtede mig. På grund af den kærlighed, jeg mærkede fra min mor, har hendes svigt sat sig endnu dybere i mig, end mine fars overgreb. Som barn havde jeg så svært ved at forstå, hvordan hun kunne svigte mig, når hun var min mor, og når hun elskede mig.

Som barn oplevede jeg, at min mor var lige så bange for min far, som jeg selv var. Hun var lige så utryg ved min far og de psykiske overgreb, som jeg selv var. Derfor formåede min mor heller ikke sige fra overfor ham. Som barn ønskede jeg mig brændende, at min mor ville passe på mig og beskytte mig. At hun ville sige fra, sætte grænser og få min far til at stoppe med sine psykiske overgreb. Det skete aldrig. Min mor sagde aldrig fra. Hun vendte det blinde øje til, når overgrebene fandt sted. Hun samlede mig aldrig op efter de voldsomme overgreb, og hun satte aldrig ord på det, der foregik. Som barn var jeg fuldstændig overladt til mig selv.

Allerede fra jeg er 3 år gammel, skulle jeg selv tage ansvar for alt det, jeg oplevede. Det er sindssygt meget for et lille barn, at skulle bære så stort et ansvar på sine små skuldre, men jeg havde ikke noget valg. Jeg oplevede, at min mor ikke kunne tage ansvar, og derfor måtte jeg selv gøre det.

Ikke plads til at være barn

Jeg oplevede, at min mor hverken kunne passe på sig selv eller på mig. Derfor har jeg altid følt, at min mor var mit ansvar. Jeg skulle beskytte hende imod min far, og jeg skulle passe på hende. For at skåne min mor, tog jeg imod min fars psykiske overgreb uden at gøre modstand. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at undertrykke og udslette mig selv, så alting kunne handle om min mor og hendes behov. Jeg tilsidesatte mig selv for at være der for min mor, og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at give hende den opmærksomhed, anerkendelse og kærlighed, jeg kunne fornemme, at hun havde brug for.

Jeg har altid oplevet, at vores roller var byttet om. Jeg var den voksne, der tog ansvar. Min mor var barnet, som jeg følte, at jeg skulle beskytte og passe på. Jeg har altid følt, at min mor var mit ansvar.

Jeg har altid tilsidesat mig selv for at give min mor plads. Jeg har fokuseret på min mor og hendes behov. Jeg har rummet hende og lyttet til hende, og givet hende den opmærksomhed, man giver et barn. Jeg har aldrig følt, at der var plads til mig i vores relation. Der har kun været plads til min mor, hendes behov, hendes følelser og hendes historie. Der har ikke været plads til mig. Der var ikke plads til, at jeg kunne være barn.

Når jeg tænker tilbage, så har jeg en følelse af, at min mor næsten aldrig var der. Jeg oplevede hende som fraværende, og hun var meget lidt synlig. Min mor var ikke tilgængelig, og hun var ikke en voksen, jeg kunne regne med. Hun hjalp mig aldrig, og jeg måtte selv håndtere alt det, der foregik. Hun har aldrig passet på mig eller givet mig den tryghed og omsorg, et barn har brug for.

Mistillid

Min mors omsorgssvigt fik mig til at føle, at jeg ikke kunne stole på nogen. Hendes svigt har skabt en grundlæggende mistillid, der stadigvæk bor i mig. Det føles ikke trygt for mig at stole på andre mennesker, og jeg bærer på en frygt for at blive svigtet. Jeg tror ikke på, at andre mennesker vil mig det godt. Som barn oplevede jeg, at jeg var den eneste, jeg kunne stole på. Jeg var den eneste, der kunne passe på mig, og jeg var den eneste, der kunne tage ansvar. Jeg har stadigvæk svært ved at lukke andre mennesker helt ind i mit hjerte, og det er ikke nemt for mig, at tro på det gode i andre.

Med tiden har jeg lært, at jeg er nødt til at have tillid til verden. Jeg er nødt til at tro på kærlighed og det gode i mennesker. Selvom det fylder mit hjerte med angst og frygt, så er jeg nødt til at åbne mit hjerte.

Det er nemlig i det øjeblik, du møder livet med kærlighed, tillid og tryghed at miraklerne og magien begynder.

Min stemme

Det har taget mig hele mit liv at finde fred med det, jeg oplevede som barn. Jeg har brugt hele mit voksneliv på at bearbejde min barndom – og på at acceptere og tilgive mine forældre. Jeg har lært at leve med, at min barndom er en del af mig, og at den altid vil være det, uanset hvor meget jeg bearbejder fortiden.

Jeg har fundet fred med min barndom i mørket, og jeg har lært at se fortiden som min styrke. Jeg har brugt smerten og de mange oplevelser i mørket som motivation til at vokse og lære. Det har ikke været nemt, men det er den vej, jeg har valgt, og det har givet mig rigtig mange af de egenskaber og kompetencer, som jeg bruger i mit daglige arbejde som coach og underviser.

For at komme ud på den anden side som et helt menneske, har jeg været nødt til at finde en mening med alt det, jeg har oplevet. Jeg har været nødt til at skabe en mening i alt det, der synes så meningsløst. For mig er der ingen tvivl om at meningen er, at jeg skal hjælpe alle de mange børn, der har oplevet det samme som mig.

Det er mit ansvar, at tale højt om psykiske overgreb. Jeg vil sætte ord på, hvad det gør ved børn at vokse op med psykiske overgreb. Jeg ser det som min fornemmeste opgave, at være en stemme for de mange børn, der er udsat for psykiske overgreb.

Er min historie også din?

Desværre er min historie hverken unik eller enestående. Alt for mange børn vokser op med omsorgssvigt og psykiske overgreb. Hvis du også er vokset op med psykiske overgreb er det afgørende, at du får nogen til at hjælpe dig. Du kan og skal ikke bearbejde din historie alene.

Jeg har lyst til at slutte min blog af med at give to gode råd til dig, der også er vokset op med psykiske overgreb. Mit første råd er, at du skal få sandheden frem i lyset. Det er så vigtigt, at du begynder at sætte ord på og tale højt om det, du har oplevet. Find en du stoler på, en der fortjener at høre din historie, eller kontakt en professionel, der kan hjælpe dig.

For det andet vil jeg råde dig til at rumme alle de følelser, der helt naturligt kommer frem, når du begynder at tale om din historie. Se dine følelser som dine bedste venner. Tag imod alt det der kommer frem og vid, at dine følelser bare gerne vil ses, høres, anerkendes og elskes. Når du tillader dig selv at føle dine følelser, vil du automatisk heale dem.

[separator type=”” size=”medium” icon=” fa-heart-o”]

Uanset hvad du har oplevet, så skal du vide, at det er muligt at komme ud på den anden side som et helt og healet menneske. Med vilje, kærlighed, egenomsorg og anerkendelse kan du udrette mirakler.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

De kærligste hilsner

Sarah